Synagogen i Krystalgade

Synagogen blev opført med G.F.Hetsch som arkitekt i 1833, fredet i 1978 og trænger nu til en gennemgribende restaurering af facaderne.
Synagogen er et selvstændigt hovedværk fra Hetsch’ tidlige periode. Det var Hetsch’ udtrykkelige mål, at den enkle og kraftfulde bygning ved sine egyptiske stiltræk skulle gøre beskueren opmærksom på, at han stod overfor noget særligt, noget der havde med orienten at gøre.
Bygningens midterste og ældste del er disponeret som en basilika med et højere hovedskib og lavere sideskibe og med svagt hældende afvalmede tage. De egyptiske stiltræk viser sig i de pylonagtige hjørne-pilastre, kraftige koniske dør- og vinduespartier og det øverste stokværks tætsidende pilastre.
